Will Smith er tilbage i en ny biopic-rolle, og denne gang tørner han ud som faren og træneren til tenniskometerne Venus og Serena Williams, idet vi følger deres identitetsdannelse som tennisspillere og som mennesker. I instruktørstolen sidder relativt uudforskede Reinaldo Marcus Green med et manuskript fra debuterende Zach Baylin. Resultatet er en munter feel-good-rejse, som føles genkendelig og aldrig rigtig sætter pulsen ud af balance, men man kan alligevel ikke lade være med at smile – især når Will Smith skinner så meget igennem.
Richard Williams og hans kone har sørget for at opdrage deres fem døtre til at være hårdtarbejdende og ambitiøse mennesker for at distancere dem fra deres kriminelle omgivelser i Compton. Richard insisterer på, at Venus og Serena er kommende superstjerner i tennissporten, og han er dedikeret til at forbedre deres talent samt overbevise andre om det. I rollen som både far og træner er der dog meget mere at lære sine døtre end blot at få bolden over nettet.
Det største indtryk, man får fra King Richard, kommer fra Will Smith, som må siges at være i topform. Man efterlades med fuld overbevisning omkring Richard Williams’ passion for sine døtres personlige og sportslige udvikling samt alt, hvad de repræsenterer med deres succes. Han formår med sin charme og sit imponerende kropssprog at skildre en karakter, som både er underholdende og rørende at følge. Det er også værd at nævne Aunjanue Ellis’ stærke optræden i rollen som Richards kone Oracene, samt Jon Bernthal, der giver et humørfyldt indspark som tennistræneren Rick Macci.
Rejsen, vi tages med på, er dog ikke præget af mange forhindringer, som ikke kan overkommes på kort tid, og man savner noget konflikt, der vækker mere opsigt. Det er svært at dy sig for at tænke, at søstrenes vej til succes må have indeholdt nogle flere omfattende bump, end det kommer til udtryk i filmen.
Der spilles i høj grad på den muntre tone, og det kommer især til udtryk gennem den stemningspotente underlægningsmusik, som en inspirerende montagesekvens selvfølgelig ikke ville komme til sin ret uden. Plottet byder umiddelbart ikke på nogen åbenbaringer, man ikke har set før i en feel-good-film, og det betyder også, at filmen ikke havde tålt at være meget længere end dens 2 timer og 18 minutter.
Selvom historien ikke bliver skildret helt så nuanceret, som man kunne forestille sig, den har været i virkeligheden, sørger filmen alligevel for at levere på de områder, den stræber efter at levere på. Der sigtes efter både følelser og latter hos publikum, og den gør sig fortjent til begge af flere omgange, særligt takket være Will Smiths fremragende præstation, som trods fortællingens mangler formår at overbevise tilskueren.
King Richard ligner en feel-good-opskrift, man har set før, og er ikke noget, som sparker dig tilbage i stolen, men det bliver nemt at bære over med, når Will Smith leverer den strålende, charmerende præstation, som han gør.
Kommentarer